At have en ikke-flyver

Arthursminde

Undulatplejestation


ved Tanja Hessellund


AT HAVE EN IKKE-FLYVER

skrevet af Eva S. Gude, opdateret, nov. 2017


Jeg havde i 2014 tre voksne flyvende stue-undulater og skulle have en fjerde undulat. Kom tilfældigt til at snakke med en dame, som havde en alene-undulat på 1½ år, der havde mistet alle sine vinge- og halefjer. De havde ikke tid til undulaten mere, og jeg endte med at sige ja til at tage imod lille hvide, pjuskede Karla.

Lille pjuskede Karla.

Karla havde været alenefugl til da, og en fugl, der ikke kan flyve er ofte meget usikker, da den ikke kan tage flugten ligesom en flyvende. Den kan også blive bange, når en flyvende fugl kommer mod den og lander, og det kræver tilvænning at komme sammen med andre fugle.


Karla fik derfor lov at bo i eget bur, ved siden af de andres stuevoliere - men med åben låge det meste af tiden, så hun selv kunne bestemme tempoet for samvær/sammenflytning. Hun var til min glæde den livligste og gladeste lille pip, til trods for sit handicap og med masser af gå-på-mod.   

Jeg indrettede med klatrereb og grene som gik fra hendes bur og over til de andres voliere - og i selve stue-volieren kom der ekstra grene op, og reb fra byggemarked blev sat på kryds og tværs, så der var masser af muligheder for at kravle rundt i hele volieren. De andre kunne stadig flyve øverst i volieren og havde desuden hele stuen til rådighed til flyveture. 


Det varede da heller ikke længe før nysgerrigheden tog over, og Karla kravlede på besøg og kiggede ind til de andre. Det tog dog flere dage, før hun turde kravle ind i stuevolieren til dem - og de første mange besøg var korte, og hun kravlede hjem i tryghed i sit eget bur - og valgte selv at sove der om natten. 


Således gik mange dage og uger, og Karlas besøg hos de andre blev gradvist længere; men først efter 1½ måneds tid var hun så tryg, at hun blev og overnattede sammen med dem. Hun blev forelsket i den ene han, Sigurt - og han var ikke helt uinteresseret, men holdt dog fast i den hun, han dannede par med.

Reb, der er stive og kan formes er gode til at forbinde med.

Karla på besøg i de andres voilere en af de første gange (det lange reb er købt i byggemarked).

Når de andre fløj ud i stuen, så glemte Karla nogle gange, at hun ikke kunne flyve og forsøgte at flyve med, men landede på gulvet. De kan godt slå sig ved sådan en ublid landing, og jeg lagde derfor plader med bobleplast på gulvet rundt om volieren. Hun forstod hurtigt at få et lift på en pind jeg holdt i hånden, men takket være Tanja, som har mange ikke-flyvere på Arthursminde, lærte jeg, at de bliver mere selvsikre, når de er selvhjulpne, og jeg lavede derfor en stige fra gulvet og op til hendes bur (sammensat med strips af 3 stiger). Jeg behøvede bare at sætte hende på stigen to gange, så fandt hun selv ud af at bruge den fremover.

Tre stiger sat sammen med strip til én lang.


Jeg indrettede med klatregrene op til de andres landingspladser i vinduerne, så Karla også kunne komme lidt omkring på egen hånd og nyde at sidde i vinduet og kigge ud, hvilket hun hurtigt lærte at benytte sig af, men gjorde det kun når hun var alene deroppe.


En anden god ting, jeg lærte af Tanja, er at lave et undulattræ, som er et godt mødested for flyvende og ikke-flyvende fugle. Det kan laves ved at lægge en klump oasis i bunden af en stor vase/potte, sætte naturgrene ned i (husk at sætte dig ind i, hvilke grene, der kan bruges), og fylde vasen op med sand, så den ikke kan vælte - og så det støtter op om grenene. Derefter forbindes grenene foroven via strips med tværgrene og evt. stiger, og der laves en gangbro (f.eks. en stige) fra buret over til undulattræet til den ikke-flyvende.


Karla blev testet hos dyrlægen for både fransk fældning og pbfd - og begge tests var negative. Da testene godt kan være falsk negative - kiggede dyrlægen på fjerdragten og var temmelig sikker på, at der var tale om fransk fældning, uanset testresultatet. 

Karla på klatretur for første gang, til de andres siddepladser i vinduet.

Undulattræ af troldhasselgrene.

Karla var endog hårdt ramt af sygdommen, og kropsdunene blev også berørt, så hun blev gradvist mere og mere bar. Det er en sjælden og alvorlig grad af fransk fældning og kan ligne pbfd til forveksling. Til trods for hendes sygdom, var hun næsten den livligste af fuglene hos mig - og det var skønt at se den livsglæde, hun udstrålede.


Da Karla var blevet tryg og vant til samværet med de andre fugle, flyttede hun til Arthursminde, hvor hun kom i opvarmet indevoliere, indrettet med masser af klatremuligheder til ikke-flyverne, hvor de bor side om side med de flyvende. Karla blev her kærester med Hugo, som var flyvende. Sjovt nok kom Hugo også fra mig, men var kommet til Tanja tidligere pga. leverproblemer, så de havde ikke mødt hinanden hos mig. Karla havde en dejlig periode hos Tanja - dog varede den ikke mere end 1½ års tid, da hun pludseligt døde, men hun havde haft det godt og stortrivedes lige til da.

Karla og hendes ven Sigurt er ved at undersøge hvad trommen er for en tingest.

Jeg vil runde af med, at der er nogle ting, man bør vide, hvis man har en ikke-flyver

Undulater der mangler vinge- og halefjer kan være ramt af enten fransk fældning/polyomavirus eller pbfd (Psittacine Beak and Feather Disease). Pbfd er en alvorlig lidelse, da den kan smitte andre fugle, også voksne - så de bliver syge, og derfor bør man få lavet pcr/dna-test (hos fuglekyndig dyrlæge) på en ikke-flyver, hvis man har andre undulater. Det bør gøres hurtigst muligt, efter at man opdager, at der er noget galt - og ideelt set inden man får fuglen hjem eller anskaffer andre undulater med normale vinge-og halefjer.


Hvis ikke-flyveren har fransk fældning/polyomavirus, bør man ikke yngle med den eller de fugle, den bor sammen med, uden først at få testet om den udskiller virus (smitter). Fransk fældning kan smitte andre raske voksne undulater, som dog normalt ikke vil blive syge, men vil være raske smittebærere i en periode. De vil som oftest opsætte en immunrespons og rense sig af virus igen (enkelte gør ikke).


Desværre smitter polyomavirus til unger, dog primært unger i redekasse - men unger op til omkring 6 måneders-alderen har nok ikke helt den samme resistens, som de voksne - og kan i uheldige tilfælde blive ramt. Så har man en undulat-unge, er der en lille risiko ved at have en ikke-flyver sammen med den.


Det er også et virus man kan bære med sig på tøj, sko, i hår m.m. - så hvis man besøger venner med fugle, kan man gå i bad og skifte til rent tøj, inden man tager af sted.


Med den viden man har i dag om fransk fældning (som langt fra er fuldstændig) menes det, at de fleste undulater, som er syge med fransk fældning, stopper med at udskille virus, når de er omkring ½ - 1 år, og man kan eventuelt få testet, om ens ikke-flyver udskiller virus eller ej.

Arthursminde Undulatplejestation er drevet af frivilligt og ulønnet arbejde.

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde, kan du kontakte os via vores Facebook side eller donere et beløb enten via


Mobilepay: 26 15 74 03 (markér venligst "Arthursminde". Modtager hedder Jennie Clinton og er økomomisk administrator) eller på

Kontooverførelse til Nordea Bank: reg. 2273 konto 4025603171 (markér venligst "Arthursminde").

Se endvidere Facebook gruppen "Auktioner og tilbud til fordel for Arthursminde Undulatplejestation".


Gengivelse af tekst og billeder er kun tilladt efter skriftlig tilladelse!

Copyright © Arthursminde Undulatplejestation v/Tanja Hessellund/