Æggefoder

Arthursminde

Undulatplejestation


ved Tanja Hessellund


Æggefoder

skrevet af Eva S. Gude og Tanja Hessellund, jan. 2018


Arthursmindes undulater får følgende foder og tilskud (ikke alle tilskud gives dagligt - men regelmæssigt på forebyggende basis):

- en god undulatblanding (Natural Undulat Lux)

- æggefoder med urteekstrakter (Feast)

- friske urter og grønt

- sepia, strandskaller og koralalgekalk

- foniofrø (Foniogold/Foniopaddy)

- afskallet havre

- marietidselfrø

- grøn hirse

- vitaminer (Easy Bird Complete)

- tangmel

- kalciumtilskud (Calcivet)

- tørrede urter

- ropa B, foderolie

- Backs Balance

- T-K-K Nature

- Potent Brew (levende mælkesyrebakterier)

- røde hirsekolber v/sygdom, efter operation m.m.

- Guardian Angel og Bio Plus v/behov (fæld, sygdom, efter medicin)

- yderligere tilskud ved behov: Bipollen, Zentonil (ved leverproblemer), Avipow (naturligt middel mod svampe og bakterier)


Æggefoder giver fuglene et tilskud af animalsk protein. Selvom de får godt med planteprotein via deres frøblanding med 36% kanariefrø i (Natural Undulat Lux), så er der et behov for animalsk protein også, i særdeleshed i forbindelse med fældning og yngel. En undulatunge har også godt af at have fri adgang til æggefoder, mens den udvikler sig fra ”barn til teenager” - mens de fleste nøjes med at tilbyde æggefoder til undulater fra omkring 3-5 mdr’s alderen og op en til to gange om ugen, uden for yngel og fældeperioder. (Protein virker generelt fremmende for undulaters ynglelyst og derfor holdes der igen med æggefoder til undulater, som ikke skal yngle).

Feast æggefoder fra Birdcare Company.

Arthursminde bruger Feast æggefoder fra Birdcare Company. Feast er en særlig form for æggefoder og kan ikke sammen-lignes med de almindelige æggefoderprodukter fra andre producenter, da det er specielt udviklet til at bedre mave-tarmsystemet og styrke immunforsvaret samt virker forebyggende mod coccidier.


Fra Birdcares hjemmeside: ”Feast er det første æggefoder som indeholder prebiotika. Prebiotika er naturlige stoffer, som hjælper til at skabe et godt miljø for de gode bakterier i mave-tarmsystemet, og på samme tid gøre det til et mindre attraktivt sted for sygdomsfremkaldende mikroorganismer (som fx coccidier, trichomader og bakterier). Feast indeholder også naturlige regulerende stoffer som maksimerer effekten af fuglens naturlige immunsystem, og det hjælper med at reducere risikoen for at unge fugle dør af sygdom. Feast indeholder 16% protein og en omfattende mængde vitaminer, mineraler og aminosyrer”.


Feast kan serveres som det er i en lille skål for sig, og ofte elsker undulaterne det sådan, iblandet lidt tørrede urter. Hvis de ikke spiser det tørt, kan der tilsættes friske, hakkede krydderurter og/eller fintrevet gulerod. I så fald bør det kun stå fremme i max 4 timer, og derefter kasseres resterne.


Feast, i den tørre form, kan evt. blandes i frøblandingen.

Hjemmelavet æggefoder:

Æggefoder kan man også lave selv: Kog 1 æg rigeligt hårdkogt, en 10-12 minutter. Mos hele ægget, og i de fleste opskrifter blandes med lidt rasp, til det ikke er klægt mere, men hos Arthursminde bruges Feast i stedet for rasp til at blande op med.


Til to-fire undulater er 1/3 af portionen rigeligt, og denne blandes lige inden servering med lidt friskhakket krydderurt, fx persille, dild, basilikum, citronmelisse m. fl. og/eller lidt fintrevet gulerod. I begyndelsen kan der også smuldres lidt hirsekolbe i, for at lokke fuglene til at smage. Resten af portionen uden grønt i kan gemmes i køleskabet til de næste dage.

 

Serveres i en lille skål for sig. Frisk æggefoder bør kun stå fremme i 4 timers tid - og eventuelle rester kasseres.

Arthursminde Undulatplejestation er drevet af frivilligt og ulønnet arbejde.

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde, kan du kontakte os via vores Facebook side eller donere et beløb enten via


Mobilepay: 26 15 74 03 (markér venligst "Arthursminde". Modtager hedder Jennie Clinton og er økomomisk administrator) eller på

Kontooverførelse til Nordea Bank: reg. 2273 konto 4025603171 (markér venligst "Arthursminde").

Se endvidere Facebook gruppen "Auktioner og tilbud til fordel for Arthursminde Undulatplejestation".


Gengivelse af tekst og billeder er kun tilladt efter skriftlig tilladelse!

Copyright © Arthursminde Undulatplejestation v/Tanja Hessellund/