Undulaternes foder hos Arthursminde Undulatplejestation

Arthursminde

Undulatplejestation


ved Tanja Hessellund


Undulaternes foder hos Arthursminde Undulatplejestation

skrevet af Eva S. Gude og Tanja Hessellund, jan. 2018

 

Undulatens kost og tilskud er essentielt for at bevare et sundt immunforsvar og dermed en sund og glad undulat samt forebyggelse mod sygdomme. Mange er ikke klar over, hvor stor en forskel der er på de forskellige frøblandinger, æggefoder og tilskud, og at det har stor betydning, hvad man vælger at fodre med. Med udgangspunkt i, hvad undulaterne på Arthursminde får at spise, vil vi fortælle lidt om de forskellige produkter, og starter fra en ende af med:


Frøblandingen.

 

Arthursmindes undulater får følgende foder og tilskud (ikke alle tilskud gives dagligt - men regelmæssigt på forebyggende basis):

- en god undulatblanding (Natural Undulat Lux)

- æggefoder med urteekstrakter (Feast)

- friske urter og grønt

- sepia, strandskaller og koralalgekalk

- foniofrø (Foniogold/Foniopaddy)

- afskallet havre

- marietidselfrø

- grøn hirse

- vitaminer (Easy Bird Complete)

- tangmel

- kalciumtilskud (Calcivet)

- tørrede urter

- ropa B, foderolie

- Backs Balance

- T-K-K Nature

- Potent Brew (levende mælkesyrebakterier)

- røde hirsekolber v/sygdom, efter operation m.m.

- Guardian Angel og Bio Plus v/behov (fæld, sygdom, efter medicin)

- yderligere tilskud ved behov: Bipollen, Zentonil (ved leverproblemer), Avipow (naturligt middel mod svampe og bakterier)

Natural Undulat Lux - en god sammensat frøblanding. Bruges på Arthursminde Undulatplejestation.

Undulatfrøblandingen

Mange frøblandinger indeholder ikke de forskellige næringsrige frø, som fuglene har brug for, men ofte overvejende forskellige sorter af hirser, hvilket svarer lidt til at spise på Mc Donalds. Så det er vigtigt med en god basisfrøblanding, som fx Natural undulat Lux (fra Natural Brande), som indeholder 36% kanariefrø, 20% gul hirse, 12% senegalhirse, 10% hvid hirse, 10% rød hirse, 6% japanhirse, 5% afskallet havre og 1% hamp. 


Kanariefrø er de mest proteinholdige af frøene, og det er vigtigt at undulaterne får en pæn portion vegetabilsk protein, dvs. basisblandingen bør indeholde 30-35 % kanariefrø, når der ikke yngles.

Ved yngel går man over til at fodre med avlsblanding, hvor kanariefrø-andelen er øget til minimum 50% - men en sådan blanding kan ikke anbefales til hverdag, da proteinerne er med til at sætte gang i hormoner og ynglestemning, og det kan medføre lidt for aktive undulater, hvis der ikke yngles. En avlsblanding kan dog blandes med en blanding, som indeholder fx ca 10% kanariefrø og derved vil man få ca 30% andel af kanariefrø.

 

Havre indeholder en aminosyre, Lysin, som indgår i opbygningen af fjer. Andre frøsorter indeholder kun lidt Lysin og mangel kan medføre deforme fjer og dårligt farvede fjer. Havre er derfor vigtig for fuglenes fjerdragt. Et indhold på 5% i basisblandingen er fint.

 

Forskellige hirsetyper vil normalt udgøre den øvrige del af undulatblandingen. I de billige undulatblandinger man kan købe i supermarkeder - er hirseandelen ofte på 90 % eller mere og vil primært indeholde de billige hirsesorter som gul og rød hirse (kan være angivet som ”korn” på nogle poser). Undulaten kan overleve på disse blandinger, men de kan ikke anbefales på lang sigt.

 

En god undulatblanding indeholder ofte en blanding af forskellige hirsetyper, som gul hirse, rød hirse, senegalhirse og evt. hvid hirse, japanhirse og sølvhirse samt måske en smule nigerhirse (sorte frø).

 

Hampefrø er et meget olieholdigt frø og kan være godt som tilskud i vintermånederne til volierefugle i lidt større mængde end 1%.

 

Hvor købes den gode undulatblanding i mindre mængder?

Det kan være vanskeligt at få fat i mindre mængder af en god undulatblanding, som ikke indeholder tilsatte tørrede blomster, tørret grønt, farvede brødkrummer, vitaminer m.m., men kun frø, da disse blandinger som regel sælges i store sække af 15-25 kg i foderstofforretninger. Mange færdige undulatblandinger i 1 kg poser er tilsat mangt og meget, og vi anbefaler at vælge en blanding, der så vidt mulig består kun af frø (30-35% kanarieFRØ og op til 5%  havre), og selv supplere med tilskudsfoder og en god vitamin-mineralblanding. Følgende blandinger kan købes i 1 kg:

 

Natural Undulat Lux, som Arthursmindes undulater får, købes normalt i 20 kg sække hos foderstofforhandler, men sælges enkelte steder på nettet i afvejet vægt, fx hos:

 

ba-foder.dk hvor der er en oversigt over foder, som kan bestilles pr. mail: ba-foder@hotmail.com eller sms til tlf. 21 21 10 87 eller på pb på Facebook/Benno Andersen. Kan købes i 1 kg og 5 kg pose og rimelig pris for forsendelse.

 

Alternativt hos Zoopermarked.dk enten 1 kg eller 5 kg. Rimelig pris for forsendelse.

 

Alternativt kan fx købes: 

- Normal Undulatblanding som kan købes i afvejet 1 kg pose hos Gøjeknas.dk. Det er en ren frøblanding med en god frøsammensætning.

 

- Kings Essential frøblanding, som kan købes opvejet i mindre poser i Petworlds butikker, men blandingen indeholder 50% kanariefrø, og skal derfor kun gives ved yngel og ellers blandes op med anden blanding med lavt indhold af kanariefrø.

 

- Versele Lagas prestige blanding i 4 kg (i postkasserød pose) (NB - ikke den samme som premium prestige i mørkerød pose). Dette er en ren frøblanding i modsætning til premium prestige, men indeholder kun 9% kanariefrø og det er nødvendigt at tilkøbe ren kanarieFRØ (ikke kanarieblanding) og tilsætte, så kanariefrøandelen kommer op på min 30% (1 kg kanariefrø vil give knap 30% andel tilsat 4 kg blanding).

Undulatblandingen opbevares tørt og gerne lidt køligt samt gerne i papirspose, så frøene kan ånde.

 

Arthursminde Undulatplejestation er drevet af frivilligt og ulønnet arbejde.

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde, kan du kontakte os via vores Facebook side eller donere et beløb enten via


Mobilepay: 26 15 74 03 (markér venligst "Arthursminde". Modtager hedder Jennie Clinton og er økomomisk administrator) eller på

Kontooverførelse til Nordea Bank: reg. 2273 konto 4025603171 (markér venligst "Arthursminde").

Se endvidere Facebook gruppen "Auktioner og tilbud til fordel for Arthursminde Undulatplejestation".


Gengivelse af tekst og billeder er kun tilladt efter skriftlig tilladelse!

Copyright © Arthursminde Undulatplejestation v/Tanja Hessellund/