Undulaternes foder

Undulaternes foder

Her kan du læse om undulaternes foder på Arthursminde Plejestation


AF EVA S. GUDE OG TANJA HESSELLUND
(JANUAR 2018)


Undulatens kost og tilskud er essentielt for at bevare et sundt immunforsvar og dermed en sund og glad undulat samt forebyggelse mod sygdomme. Mange er ikke klar over, hvor stor en forskel der er på de forskellige frøblandinger, æggefoder og tilskud, og at det har stor betydning, hvad man vælger at fodre med. Med udgangspunkt i, hvad undulaterne på Arthursminde får at spise, vil vi fortælle lidt om de forskellige produkter.

FRØBLANDINGEN

Mange frøblandinger indeholder ikke de forskellige næringsrige frø, som fuglene har brug for, men ofte overvejende forskellige sorter af hirser, hvilket svarer lidt til at spise på McDonald's. Så det er vigtigt med en god basisfrøblanding, som fx Natural undulat Lux (fra Natural Brande), som indeholder 36% kanariefrø, 20% gul hirse, 12% senegalhirse, 10% hvid hirse, 10% rød hirse, 6% japanhirse, 5% afskallet havre og 1% hamp.


Kanariefrø er de mest proteinholdige af frøene, og det er vigtigt, at undulaterne får en pæn portion vegetabilsk protein, dvs. basisblandingen bør indeholde 30-35 % kanariefrø, når der ikke yngles.

Ved yngel går man over til at fodre med avlsblanding, hvor kanariefrø-andelen er øget til minimum 50% - men en sådan blanding kan ikke anbefales til hverdag, da proteinerne er med til at sætte gang i hormoner og ynglestemning, og det kan medføre lidt for aktive undulater, hvis der ikke yngles. En avlsblanding kan dog blandes med en blanding, som indeholder fx ca 10% kanariefrø, og derved vil man få ca 30% andel af kanariefrø.


Havre indeholder en aminosyre, Lysin, som indgår i opbygningen af fjer. Andre frøsorter indeholder kun lidt lysin og mangel kan medføre deforme fjer og dårligt farvede fjer. Havre er derfor vigtig for fuglenes fjerdragt. Et indhold på 5% i basisblandingen er fint.


Forskellige hirsetyper vil normalt udgøre den øvrige del af undulatblandingen. I de billige undulatblandinger, man kan købe i supermarkeder, er hirseandelen ofte på 90 % eller mere og vil primært indeholde de billige hirsesorter som gul og rød hirse (kan være angivet som ”korn” på nogle poser). Undulaten kan overleve på disse blandinger, men de kan ikke anbefales på lang sigt.


En god undulatblandingindeholder ofte en blanding af forskellige hirsetyper, som gul hirse, rød hirse, senegalhirse og evt. hvid hirse, japanhirse og sølvhirse samt måske en smule nigerhirse (sorte frø).


Hampefrø er et meget olieholdigt frø og kan være godt som tilskud i vintermånederne til volierefugle i lidt større mængde end 1%.

HVOR KØBER MAN I MINDRE MÆNGDER?

Det kan være vanskeligt at få fat i mindre mængder af en god undulatblanding, som ikke indeholder tilsatte tørrede blomster, tørret grønt, farvede brødkrummer, vitaminer m.m., men kun frø, da disse blandinger som regel sælges i store sække af 15-25 kg i foderstofforretninger. Mange færdige undulatblandinger i 1 kg poser er tilsat mangt og meget, og vi anbefaler at vælge en blanding, der så vidt mulig består af frø (30-35 % kanariefrø og op til 5% havre) og selv supplere med tilskudsfoder og et god vitamin- og mineraltilskud. Følgende blandinger kan købes i 1 kg:


Natural Undulat Lux, som Arthursmindes undulater får, købes normalt i 20 kg sække hos foderstofforhandler, men sælges enkelte steder på nettet i afvejet vægt, fx hos ba-foder.dk. Kan købes i 1 kg og 5 kg pose og rimelig pris for forsendelse.


Alternativt hos Zoopermarked.dk enten 1 kg eller 5 kg. Rimelig pris for forsendelse.


ALTERNATIVER

Kings Essential frøblanding, som kan købes opvejet i mindre poser i Petworlds butikker, men blandingen indeholder 50% kanariefrø og skal derfor kun gives ved yngel og ellers blandes op med anden blanding med lavt indhold af kanariefrø.

Versele Lagas prestige blanding i 4 kg (i postkasserød pose). NB - ikke den samme som premium prestigei mørkerød pose. Dette er en ren frøblanding i modsætning til premium prestige, men indeholder kun 9% kanariefrø, og det er nødvendigt at tilkøbe ren kanariefrø (ikke kanarieblanding) og tilsætte, så kanariefrøandelen kommer op på min 30 % (1 kg kanariefrø vil give knap 30 % andel tilsat 4 kg blanding).

Undulatblandingen opbevares tørt og gerne lidt køligt samt gerne i papirspose, så frøene kan ånde.