Rene frøsorter

Rene
frøsorter


På billedet ses grøn hirse, som
undulaterne er utrolig glade for

AF EVA S. GUDE OG TANJA HESSELLUND (JANUAR 2018)


På Arthursminde Plejestation gives ud over den almindrelige frøblanding flere rene frøsorter - fx, Fonio, grøn hirse, marietidselfrø og afskallet havre.

FONIO

Også kaldet Foniogold eller Foniopaddy.

Dette lille frø er et naturligt forekommende græsfrø, som dyrkes på plantager i Uganda. Frøet er unikt med en meget høj næringsværdi. Ud over proteiner, vitaminer og mineraler indeholder det rigeligt med aminosyrer, som kan forøge energien og har en helbredende effekt.


Frøene er meget små og bør serveres særskilt, da de vil synke til bunds, hvis de blandes med andre frø. De fleste undulater er begejstrede for dem. Frøene er naturligt forebyggende mod coccidiose.


Hos Arthursminde gives foniofrø altid frit tilgængeligt i separat foderbeholder.


Foniofrø kan købes flere steder, fx hos BA Foder

AFSKALLET HAVRE

Afskallet havre er ikke almindelig havre, der er afskallet, men en særlig havresort, der kaldes nøgen havre. Når denne type høstes, falder skallerne stort set fra af sig selv. Afskallet havre er særligt egnet til syge undulater, da de ofte selv foretrækker disse frø, måske fordi de er meget olieholdige. De indeholder også en vigtig aminosyre, Lysin, som bl.a. indgår i opbygningen af fjer.


En skål til fri afbenyttelse til raske undulater er bedst egnet til voliere-undulater, da stueundulater (med mindre de er syge og småtspisende) let vil blive for tykke, hvis de har fri adgang til afskallet havre.

Afskallet havre kan købes hos mange foderstofforretninger i større mængder - og i mindre mængder kan det købes hos fx BA Foder, Avifauna eller Støvring Dyrefoder.

MARIETIDSELFRØ

Obs! Der bruges BeSame eller Super Chol hvis der allerede er leverproblemer

Marietidselfrø er kendt for at kunne forebygge og beskytte leveren mod urenheder og stimulere dens regenereringsevne. Leverproblemer opstår med tiden hos en del undulater fx efter sygdom eller pga. fødevaretoxiner eller efter meget medicin pga. sygdom. Marietidsel er en ældgammel lægeplante oget meget anerkendt produkt til at forebygge leverproblemer. Det aktive stof hedder Silymarin.


Arthursmindes undulater får lidt marietidselfrø et par gange om ugen. Men da mange har leverproblemer gives også BeSame 2-4 gange om ugen.


Hvis først en fugl har leverproblemer, skal man passe på med de fede frø, da leveren kan have problemer med at omsætte meget fedt, og hvis der er leverproblemer er det bedre at købe BeSame, som indeholder det aktive stof i marietidsel, Silymarin - fra dyrlægen, men ikke receptpligtigt. Det købes i tabletform (og er beregnet til hunde og katte men kan også bruges til fugle). En tablet på 100 mg knuses i en morter, og et lille drys kommes over frøblandingen dagligt.


Hele marietidselfrø kan købes i flere helsekostbutikker i 100 eller 500 grams pose), fx hos Økologisk Supermarked.dk eller fx hos pet.dk.


BeSame kan købes hos Dyrlægens Ernæringscenter
Super Chol kan købes hos Mercasystems

GRØN HIRSE

Grøn hirse er frø, der høstes, lige før de modner, hvor frøene er mest næringsrige. Fuglene er glade for dem, og det er et godt supplement til den almindelige frøblanding. Arthursmindes undulater får tilbudt grøn hirse 2-4 x ugtl. Grøn hirse fås fx hos BA Foder